Mmmm..... cookies...

17. september 2025

Color Run satte kulør på Torstorp

Beboere fra flere boligafdelinger mødtes til motionsløb gennem boligområdet, da der blev afholdt Torstorp Color Run. 

Tekst: Julie Grothen Foto: Jesper Therkildsen og privat 

Små røde, blå og grønne farveskyer spredte sig over Torstorp i Taastrup lørdag den 6. september. Farverne satte kulør på et rigtig hyggeligt arrangement, hvor beboerne i Nørreby, Sønderby, Østerby og Vesterby alle var inviteret. 

Motionsløbet Torstorp Color Run blev skudt i gang for andet år i træk, takket være frivillige kræfter i boligafdelingen Nørrebys bestyrelse. Christina Vedelsparre er drivkraft for arrangementet, og hun fortæller: "Alt spillede. Vejret var perfekt, og der var en supergod stemning."

I ugerne op til motionsløbet var der sat plakater op i lokalområdet, og Christina Vedelsparre havde med egne ord ”spammet” på Facebook med påmindelser. Omkring 100 beboere tilmeldte sig Color Run, og de kom fra hele området. 

"Det giver noget, at man har det sjovt med nogen fra en anden afdeling. Så kender man hinanden lidt, når man møder nogen," siger Christina Vedelsparre. 

Unge frivillige 
Dagen startede med fælles opvarmning. Selve ruten var 800 meter lang, og undervejs mødte løberne fire farveposter, hvor frivillige stod klar til at skyde farve ud over dem. 

Der var 13 frivillige unge mennesker. Det er en god måde at introducere dem til frivilligt arbejde. Hvis man kan få de unge med, og de synes, det er sjovt, så er det guld værd, siger Christina Vedelsparre. 

Ved målstregen fik deltagerne både frugt og en slikpose som belønning, og der var lodtrækning om ekstra præmier. 

Dronefoto i sidste øjeblik 
En enkelt ting var ved at gå i vasken, for den dronefotograf, der var booket, meldte afbud aftenen før Color Run. Så Christina Vedelsparre skrev ud på Facebook, om nogen kunne træde til, og sørme om ikke en af deltagerne meldte sig på banen med sit eget dronekamera. 

"I sidste øjeblik var der en af deltagerne, som sagde, at han have det derhjemme. Så kunne vi få et luftfoto af farverne ind over deltagerne. Det er et visuelt fedt billede. Og det lykkedes!", siger Christina Vedelsparre. 

Hun er ikke typen, der lader sig slå ud. Og ihærdigheden og den store frivillige indsats giver pote. 

"Folk var begejstrede bagefter – de sagde: 'Det var et fedt arrangement', og 'Hold det igen til næste år'," fortæller Christina Vedelsparre.